Der var lagt op til en tæt kamp på forhånd, men HC Odense ville det anderledes, og kværnede Silkeborg-Voel ud af egen hal med en sejr på hele 17-31.
Gæsterne fra HC Odense lå før dagens opgør efter Silkeborg-Voel, men kigger man lidt på den nuværende form, så er de orange-klædte fra Odense, så småt ved at være oppe i gear, og derfor lignede det på forhånd en kamp, der kunne tippe begge veje.
De første ti minutter af kampen fulgtes de to hold da også pænt ad, men så var det som om, at de grønne blev lige lovligt gæstfrie. Det takkede de for på HC Odense-mandskabet, der blev bakket godt op af en hel busfuld fans fra det fynske.
Roligt, men sikkert, trak gæsterne fra, og blandt andet en velspillende Line Haugsted, gjorde ondt på forsvaret. I den anden ende havde Chana de Souza også en god dag, og det gjorde det ikke nemmere. Stine Bonde røg en tur på bænken, men heller ikke Sara Kececi kunne gøre meget ved fynboerne, og derfor gik HC Odense til pause med en føring på 8-13.
Havde man håbet på bedre tider i 2. halvleg blev man i den grad skuffet. HC Odense gav den fuld pedal, samtidig med at Silkeborg-Voel lavede den ene fejl efter den anden, og kun takket være Stine Bonde i målet, var det ikke rent kollaps.
Det ændrede dog ikke ved, at der efter 40 minutter stod 9-19 til fynboerne, og noget uvant begyndte folk at forlade JYSK arena. De havde tilsyneladende set rigeligt, og objektivt set, kan man ikke undre sig synderligt over deres beslutning.
Som halvlegen skred frem, sænkede HC Odense tempoet en smule, hvilket forhindrede et større nederlag, da Silkeborg-Voel ikke selv var i stand til at dæmme op for den orange hær, og kun fortsatte med fejl og brændte chancer, blandt andet fire straffekast på fem forsøg.
Det hele endte med en afklapsning, og nu ser det ikke realistisk ud med slutspil, og i stedet må de grønne fokusere på at undgå nedrykningskampene.