Jane Schumacher scorede Silkeborg-Voel to sidste mål.

Med syv minutter igen var stillingen i Esbjerg 26-27 til gæsterne fra Silkeborg-Voel. Herfra kom den hæsblæsende, neglebidende og sveddrivende afslutning.
Sonja Frey udlignede, Jane Schumacher scorede, Kristine Beristøl udlignede, Schumacher scorede igen, Vilde Ingstad udlignede til 29-29 med et minut igen.
Begge holds trænere tog time-out, men kampen sluttede 29-29. Silkeborg-Voel havde dermed tilføjet Team Esbjerg sæsonenes første pointtab. Det var en kæmpe præstation og et come-back efter 10-måls nederlaget til Viborg.

“Det er en fremragende præstation. Vi fik point mod et Champions League-hold”, jubler træner Jakob Andreasen.

Silkeborg-Voel spillede en fremragende første halvleg, hvor holdet flere gange var foran med et og to mål, inden Esbjerg kom på 12-12 til pausen.

Julie Jensen scorede seks gange før pausen. Heraf tre på straffekast. Hun fortsatte med at bombe løs efter pausen og blev topscorer med 10 mål.

Mathilde Kristensen kæmpede som en løve i forsvaret og indkasserede tre gange to minutters udvisninger og dermed rødt kort.

“Julie tog virkelig ansvar, og i forsvaret knoklede Mathilde Kristensen og Line Skak. Det var så Mathilde, der måtte tage udvisningerne”, siger Jakob Andreasen.

Midt i anden halvleg førte Silkeborg-Voel med 17-21 og 18-21, da Mathilde ramte sin tredje udvisning. Den betød, at Esbjerg indhentede Silkeborg-Voel og skabte den tætte afslutning.

Fløjspilleren Anna Lillesø trådte virkelig i karakter med syv mål – heraf de seks i den hæsblæsende anden halvleg. Hun fiskede også en bold i undertal.

BAMBUSA Kvindeligaen
Team Esbjerg – Silkeborg-Voel 29-29 (12-12)
Målscorere: Team Esbjerg: Kristine Breistøl 10, Sonja Frey 7, Mette Tranborg 6, Marit Frafjord 2, Vilde Ingstad 2, Sanna Solberg 1, Anette Jensen 1.
Silkeborg- Voel: Julie Jensen 10, Anna Lillesø 7, Eira Aune 2, Lea Hansen 2, Hege Bakke Wahlquist 2, Mathilde Kristensen 2, Jane Schumacher 2, Line Skak 2
Udvisninger: Esbjerg Mette Traborg, Silkeborg-Voel: Mathilde Kristensen 3×2, Louise Ellebæk
Stillinger undervejs: 2-0, 2-4, 3-5, 5-7, 7-8, 9-8, 10-9, 10-11, 11-12, 13-15, 14-16, 16-19,17-21, 21-21, 23-24, 26-27, 27-28, 28-29, 29-29

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com