Kunne du tænke dig at udvikle og implementere vores digitale projekter med fokus på den gode kunde-/fanrejse i en af Danmarks førende professionelle håndboldklubber? Trives du i et job, hvor du konstant navigerer mellem det taktiske og det operationelle lag i organisationen? Så har vi drømmejobbet til dig her:

Baggrunden:

Silkeborg-Voel (SVK) er en traditionsrig, professionel håndboldklub, der gennem lang tid har gjort sig gældende i toppen af dansk kvindehåndbold. På basis af grundige analyser har vi udviklet en ambitiøs strategi for den fremtidige udvikling af ligaselskabet. Strategien fokuserer på de forretningsmæssige muligheder der ligger i øget digitalisering af relationerne mellem klub, fans og sponsorer/kommercielle partnere, og en række konkrete strategiske projekter er allerede defineret. Vores ambitioner er store: Vi vil være den klub i kvindeligaen inden for digitalisering af kunde-/fanrejsen, som de andre kigger efter. Til at realisere vores strategi søger vi nu en ambitiøs og dedikeret Product Owner, som sammen med den øvrige medarbejderstab skal sikre den taktiske og operationelle realisering af strategien.

Organisationen:

Du bliver ansvarlig for forretningsudviklingen af Silkeborg-Voel KFUM A/S der spiller i kvindeligaen. Vi er en lille organisation med base i Voel og Jysk Arena, der primært arbejder med kommercialisering af vores brand og forretningsudviklingen af vores klub. Vi arbejder i et uformelt miljø med fokus på godt arbejdsmiljø og gode kollegiale relationer. Vi har en stærk, fælles begejstring og passion for håndbold på topniveau – og ikke mindst begejstring for de kommercielle muligheder vores brand giver, som gennemsyrer alt hvad vi laver. Vi arbejder agilt og der er kort fra idé til beslutning. Vores medarbejdere har stor frihed under ansvar og arbejder alle selvstændigt og dedikeret med respektive ansvarsområder. Med vores strategiske fokus på øget digitalisering, bliver du den første dedikerede kollega i teamet, som får den digitale brugerrejse som primært ansvarsområde.

Jobbet:

Vi tilbyder en spændende stilling med gode muligheder for personlig og faglig udvikling i en af Danmarks førende professionelle kvindehåndboldklubber. Du får stor indflydelse på, hvordan vores digitale univers skal defineres og udvikles.

Dit primære ansvar bliver at prioritere, lede og eksekvere udviklingen og vedligeholdelsen af SVKs digitale platforme med fokus på at skabe løsninger, produkter og ydelser, som bidrager til skabelsen af de bedst mulige oplevelser for vores fans, sponsorer og øvrige kommercielle partnere for derigennem at øge vores eksponering og digitale omsætning.

Du vil bl.a. få ansvaret for at ”scope” de digitale udviklingsopgaver, som vi skal prioritere for at realisere vores strategi. I tæt samarbejde med ledelsen og vores Digitaliserings Advisory Board, får du efterfølgende ansvaret for at sikre effektiv implementering og drift samt optimalt output af de prioriterede initiativer.

Din overordnede opgave bliver at være brobygger mellem vores forretningsmuligheder og vores tekniske platforme. Gennem vedholdende insisteren på at tage brugerperspektivet i alt hvad du laver, sikrer du at den gode brugeroplevelse altid er udgangspunktet. Dine opgaver vil endvidere omfatte følgende:

  • Sikre at tekniske arkitekturvalg og funktioner understøtter de forretningsmæssige ambitioner og spiller sammen på tværs
  • Udvikling og vedligehold af teknisk og forretningsmæssig roadmap
  • Understøtte planlægning og koordinering af udvikling af platforme og integrationer, herunder løbende kvalitetssikring af det udviklede
  • Løbende drift af den udviklede tech stack
  • Løbende prioritering af backlog-opgaver
  • Sikre god stakeholder/bruger involvering
  • Analysere og kravspecificere nye initiativer i samarbejde med dine kolleger og relevante tekniske eksperter
  • Rådgive ledelse og advisory board på digitale initiativer som kan udvikle brugerrejsen

Vores kommende kollega:

Først og fremmes trives du med at arbejde i krydsfeltet mellem den gode brugeroplevelse og værdiskabelse i selskabet. Du er nysgerrig på teknologi, og har en grundlæggende forståelse for teknologi, men frem for alt forstår du de forretningsmæssige muligheder, teknologien muliggør. Du forstår samtidig, hvordan passion for sport åbner op for nye digitale forretningsmuligheder.

Du har måske arbejdet 1-3 år med digitale medier eller kundevendte digitale platforme før, eller har som minimum en stor interesse for udvikling og vedligehold af digitale produkter. Du kan udvikle, drive og vedligeholde den digitale produktportefølje med fokus på den gode brugeroplevelse. Du er udadvendt af natur og trives med at interagere med en række forskellige interessenter – og du er ikke bange for at stille spørgsmål til tekniske eksperter, kunder og øvrige partnere. Du trives i et lille, dynamisk team, hvor du bidrager til et godt arbejdsmiljø. Du kommunikerer klart i både skrift og tale. Din uddannelse er underordnet for os – vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen.

Send os din ansøgning:
Hvis ovenstående mulighed har vakt din interesse, så send os din ansøgning hurtigst muligt og senest d. 20. april 2022 til mail ledelse@silkeborgvoel.dk. Vi behandler ansøgningerne løbende og lukker stillingen, når vi har den rette kandidat. Hvis du har spørgsmål, så er du velkommen til at kontakte Bestyrelsesformand, Mogens Steffensen, på +45 2040 1554. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com