Silkeborg-Voel KFUM sejrede fredag aften over Skanderborg Håndbold. Begge hold spillede i lyserøde strømper, der markerede oktober måneds fokus i Bambusa Kvindeligaen, hvor alle klubber bakker op om kampagnen ”Støt Brysterne”.
Eira Aune var første spiller, der noterede sig for et mål i aftenens kamp i JYSK arena. På den måde markerede hun på fin vis, at hun netop har underskrevet en to-årig forlængelse med Silkeborg-Voel KFUM.
Første halvleg kom i gang og Silkeborg-Voel KFUM fik lagt afstand til Skanderborg Håndbold med tre mål. Det forhindrede dog ikke Skanderborg Håndbold i at komme tilbage, og de fik udlignet til 11-11.
Natasja Andreasen scorede i allersidste sekund af første halvleg, hvilket betød at Silkeborg-Voel KFUM gik til pause med en føring på 16-13. Louise Ellebæk og Line Skak var begge træfsikre med hhv. fire og tre scoringer må ligeså mange forsøg.
Anden halvleg blev indledt med en scoring fra en af klubbens tidligere spillere, da Emilie Ytting reducerede for udeholdet. Kort efter scorede Ann Grete Nørgaard, og dermed var forspringet igen på tre mål.
Skanderborg Håndbold skal anerkendes for at følge godt med i kampen. Efter ti minutters spil af anden halvleg var føringen til Sikeborg-Voel KFUM på fire mål, bl.a. takket være en strafferedning fra Filippa Idéhn. Kort tid efter tog udeholdet sin første timeout i anden halvleg, da man nu var bagude med 22-17.
De to hold var i anden halvleg flittige til at ”bytte mål” med hinanden. Føringerne til Silkeborg-Voel KFUM var således aldrig større end fem mål. Det blev til en føring på seks mål til allersidst, da Anna Lillesø scorede til slutresultatet 30-24.
Kampens spiller for Silkeborg-Voel KFUM blev Filippa Idéhn, der med 18 redninger endte med en redningsprocent på 43,9 %. Hun fik overrakt en gave af dagens kamppartner, GF Forsikring.