Det lignede langt inde i kampen en sikker sejr til Silkeborg-Voel, men midtvejs i anden halvleg begyndte TTH Holstebro at presse mere på, og med få minutter igen fik gæsterne udlignet, så de to hold efter endt spilletid måtte i forlænget. Her fortsatte TTH dominansen og endte med at slukke Silkeborg-Voels drøm om Final4 på hjemmebane.
Det lyste ud af Silkeborg-Voels grønne piger, at det her var en kamp, der bare skulle vindes. Med Rikke Iversen ude med hjernerystelse var de øvrige spillere klar over, at det krævede, at de alle spillede op til deres allerbedste, hvis semifinalepladsen skulle i hus.
Og det gjaldt både forsvar og angreb. TTH Holstebro startede med bolden, og deres første forsøg blev afvist af Stine Bonde, og så kunne Louise Lyksborg udnytte medvinden til at hamre bolden ind fra højrefløjen. Kort efter fulgte Trine Troelsen trop og udbyggede føringen til 2-0. Herpå fulgte en god periode med sikkert Silkeborg-Voelspil, og føringen blev stille og roligt bygget op, så stillingen ti minutter inde i kampen var 7-4.
De næste ti minutter kom gæsterne lidt bedre med, og fik reduceret til 10-8, men efter en time-out forlangt af Silkeborg-Voel trak de grønne piger lidt mere fra igen og gik til pause ved 13-10.
Anden halvleg begyndte med tre mål fra en storspillende Stine Skogrand, der ti minutter inde i anden halvleg var noteret for seks scoringer i kampen og dermed en vigtig spiller i, at Silkeborg-Voel på det tidspunkt var foran 18-14.
Resten af kampen måtte Silkeborg-Voelpigerne kæmpe hårdt for at holde liv i føringen mod et vedholdende Holstebrohold, der langsomt kom tættere på den udligning, det lykkedes dem at få 23 minutter inde i anden halvleg. Pludselig hang semifinalepladsen i en meget tynd tråd for Silkeborg-Voel, der med fire minutter igen kom bagud 24-25, og da TTH Holstebro to minutter før tid scorede til 25-26, hvorefter Silkeborg-Voel brændte chancen for udligning, skulle der nærmest mirakler til at redde den hjem til bare uafgjort og en mulighed for forlænget spilletid.
Den del stod Jette Hansen for, da hun i kampens døende sekunder udlignede til 25-25, og så var de godt 1200 tilskuere klar til at fortsætte den neglebidende affære mellem de to kvartfinalister.
Den kamp vandt gæsterne desværre med en enkelt, og da dommeren fløjtede for fejl mod Freja Cohrt, som ellers satte bolden ind til uafgjort i sidste sekund, døde drømmen om en historisk Final4-plads for Silkeborg-Voel.
Kampfakta:
Santander Cup, kvartfinale, 2. november 2016 klokken 18.30
Silkeborg-Voel – TTH Holstebro: 28-29 (Ordinær spilletid: 25-25 (13-10))
Silkeborg-Voel: Julie Aagaard, Trine Bach Troelsen, Freja Cohrt, Daniella Dragojevic, Sofie Bæk Andersen, Stephanie Andersen, Louise Lyksborg, Stine Bonde og Stine Skogrand
Cheftræner: Jakob Andreasen
TTH Holstebro: Marianne Lundsby Thomsen, Ida Vium, Pauline Bøgelund, Mathilde Hylleberg, Maja Eriksson, Sofie Lund, Stine Andersen, Mathilde Neesgaard, Sanne B. Hansen, Christina Haarhr, Emilie Bastrup Bertelsen, Sara Hald, Hege Bakken Wahlquist, Amalie Wichmann, Annette Jensen, Hanne Trangled Nielsen, Line Mai Hougaard, Line Skak
Cheftræner: Søren Hansen
Advarsler: SVH: Stine Skogrand – TTH: Sara Hald, Line Skak, Søren Hansen
Udvisninger: SVH: – TTH: Mathilde Neesgaard, Annette Jensen (2)