Silkeborg-Voel skulle igen onsdag aften så gruelig meget igennem, inden kampen mod Aarhus United blev forløst med en sejr på 27-21.
Men der var spænding på helt frem til fem minutter før tid, hvor Silkeborg-Voel kun førte med 22-20. Men derfra rykkede holdet afgørende, mens Aarhus-spillerne begik flere fejl.
Med sejren kom Silkeborg-Voel på 16 point, og det var ikke mindst vigtig, fordi Randers samtidig vandt med 24-25 ude over Holstebro, og dermed banker på til slutspillet, nu med 12 point. Desuden er Aarhus nu kun et point foran.
“Vi var presset efter Randers-kampen, men det var så flot, at pigerne kunne omstille sig i kampen mod Aarhus”, siger træner Jakob Andreasen.
Silkeborg-Voel fik en vanskelig start på kampen med et hav af brændte chancer: !0 stk. inden for de første syv minutter.
Det udnyttede Aarhus til at komme foran med 2-6, og ved 3-7 tog træner Jakob Andreasen time-out.
Det gav tre mål i træk til 6-7. Så var det Aarhus’ tur til at tage time-out. Det gav bonus til gæsterne med en føring på 8-11, inden hjemmeholdet kunne svare igen.
Silkeborg-Voel kæmpede sig igen tilbage, og seks minutter før pausen ramte holdet stillingen 12-12, inden første halvleg landede på 15-15.
“Det var flot af pigerne, for vi var bagefter flere gange. Men vi vekslede mellem 6-0 og 5-1-forsvar, og det var især flot af pigerne, at de imponerede ved at kunne omstille sig”, siger Jakob Andreasen.
Stine Bonde startede i målet, men blev ved den første time-out udskiftet med Eli Raasok, der kom ind for havde flere redninger inden pausen. Hun havde sin andel i holdets come-back.
Eli Raasok stod også anden halvleg og sluttede på en redningsprocent på 46.
I fraværet af Jane Schumacher fik Sofie Bæk en større rolle i hendes kamp for at komme tilbage på sit tidligere høje niveau. Det lykkes mere og mere, og hun scorede syv mål, heraf fire på straffekast.
“Sofie Bæk er kommet superflot tilbage, for vi havde måske ikke regnet med, at hun ville være der før slutspillet. Men det koster selvfølgelig at få hende og Natasja Andreasen tilbage efter lange pauser. Natasja og Eira Aune spiller næsten 60 minutter, og jeg var bange for at de ville gå kolde. Men det gjorde de ikke.”, siger Jakob Andreasen.
Både Eira Aune og Natasja Andreasen stod for gode assists, og Natasja tilkæmpede sig også nogle vigtige straffekast. Fløjen Hege Bakken Wahlquist bød også godt ind.
Eli Raasok stod hele anden halvleg, og hun sluttede med en redningsprocent på 46.
“Det var dejligt for hende at få sådan en kamp”, siger Jakob Andreasen.
Julie Jensen havde en svær aften uden mål.
“Modstanderne har set, hvordan hun spiller nu, Men hun kommer igen”, siger træneren.
Kampens spiller blev Eira Aune, mens kampens højdespringer blev Sofie Bæk Andersen.
BAMBUSA Kvindeligaen
Silkeborg-Voel – Aarhus United 27-21 (15-15)
Målscorere:
Silkeborg-Voel: Eira Aune 8(1), Sofie Bæk Andersen 7(4), Hege Bakken Wahlquist 4, Natasja Andreasen 3, Lea Hansen 2, Mathilde Kristensen 2, Line Skak 1
Aarhus United:
Line Ellertsen 5, Marielle Martinsen 3, Mathilde Neesgaard 3, June Bøttger 3, Annika Meyer 2, Cecilie Hansen 2, Marie Sørensen 1,Line Larsen 1, Frederikke Hedegaard 1
Udvisninger:
Silkeborg-Voel; Julie Jensen, Mathilde Kristensen, Anna Lillesø
Aarhus United: Marielle Martinsen, Emma Mogensen, Mathilde Neesgaard, Marie Sørensen
Stillinger undervejs: 1-3. 2-6, 3-7, 6-7, 7-8, 7-11, 10-11, 12-12, 13-13, 14-13, 15-15, 16-16, 18-16, 19-17, 21-17, 21-18, 22-20, 24-21, 27-21