SK Aarhus udnyttede presset på Silkeborg-Voel

Det var en af de kampe, der ude i byen var blevet dømt til en pligtsejr. Favoritrollen skinnede da også igennem fra kampens start, hvor Silkeborg-Voeldamerne efter godt fem minutter havde bragt sig foran 3-0. Men forventningernes pres kan være svært at håndtere, og det udnyttede SK Aarhus, som tog sejren på hele fem mål. 

Efter de første fem forrygende minutter fik dagens gæster lidt bedre fat defensivt og lykkedes samtidig med at få et par bolde i målet bag Stephanie Andersen, og fem minutter senere var stillingen 3-2. Det rystede dog ikke i første omgang de grønblusede spillere, der endnu fem minutter senere bragte sig på 6-3 efter blandt andet to lynhurtige scoringer fra Louise Lyksborg, der til aftenens kamp havde fået tapet de to splittede fingre sammen, så hun kunne hjælpe holdet mod SK Aarhus.

Resten af første halvleg forløb meget lige med scoringer skiftevis i begge ender, indtil SK Aarhus med fire minutter igen fik udlignet til 9-9. Det fik Jakob Andreasen til at smide sit første timeoutkort og samle pigerne til en lille opsang inden pausen.

Det gav ikke umiddelbart den ønskede virkning, og kort efter var gæsterne foran både 9-10 og 10-11, inden pausesignalet lød og spillerne gik i omklædningsrummet.

Efter pausen var det gæsterne, der kom bedst ud og fortsatte trykket mod Silkeborg-Voel, og havde efter 12 minutter bragt sig foran med fem mål ved stillingen 12-17.

SK Aarhus fortsatte med at brage igennem Silkeborg-Voels forsvar, og godt midtvejs i anden halvleg var stillingen 14-20.

De resterende minutter forsøgte Silkeborg-Voel at kæmpe sig tilbage i kampen, men desværre uden held. Spændingen kom aldrig rigtigt tilbage i kampen, og Silkeborg-Voel måtte med stor ærgrelse se sig slået for anden gang i sæsonen af SK Aarhus.

Samme aften vandt Odense Håndbold hjemme over TTH Holstebro og rykker dermed forbi Silkeborg-Voel, som indtil næste runde må en tur ned på 7. pladsen.

Næste kamp er ude mod Skanderborg søndag den 5. marts. kl. 15.

Kampfakta
Primo Tours Ligaen, 18. runde, 24. februar 2017 klokken 19.30
Silkeborg-Voel KFUM – SK Aarhus: 22-27 (10-11)

Silkeborg-Voel: Julie Aagaard, Trine Troelsen, Freja Cohrt, Daniella Dragojevic, Sofie Bæk Andersen, Christina Wildbork, Rikke Iversen, Stephanie Andersen, Jette Hansen, Louise Lyksborg, Stine Bonde og Stine Skogrand
Cheftræner: Jakob Andreasen

SK Aarhus: Mathilde Juncker, Amalie Linding Jacobsen, Lærke Christensen, Julie Pontoppidan, Emma Mogensen, Trine Leth, Mette Tranborg, Anne-Sofie Ernstrøm, Charlotte Lund Mikkelsen, Malene Gandrup, Anne Tolstrup Petersen, Anne Sofie Hjort Nielsen, Majbritt Toft Hansen, Anna Sophie Linde Okkels, Camilla Fangel
Cheftræner: Jesper Holmris

Målscorere for Silkeborg-Voel: Trine Troelsen 5, Louise Lyksborg 5, Stine Skogrand 4, Rikke Iversen 3, Daniella Dragojevic 2, Jette Hansen 2, Sofie Bæk Andersen 1

Topscorer for SK Aarhus: Mette Tranborg

Advarsler: SVK: Daniella Dragojevic, Stine Skogrand, Trine Troelsen – SKA: Anne Tolstrup, Anna Sophie Okkels, Camilla Fangel

Udvisninger: SVK: Daniella Dragojevic – SKA: Mette Tranborg (3 – rødt kort)

Tilskuere: 1073

BOOK BILLETTER
//]]>