Det tog kun godt 6 måneder at overbevise Sofie Bæk Andersen om, at Silkeborg-Voel er værd at satse på, og derfor er det med en vis portion stolthed at vi kan fortælle, at playmakeren har skrevet under på en ny kontrakt. Dermed vil Sofie Bæk Andersen være at finde i den grønne trøje helt frem til 2018.

Sofie Bæk kom til klubben fra Skive fH, hvor hun var i en enkelt sæson, og tidligere var det SønderjyskE, der nød godt af det unge talent. Der er dog ingen tvivl om, at det er i Silkeborg-Voel, at hun for alvor har fået sit gennembrud, og derfor er det også glædeligt, at hun nu har valgt at forlænge sin kontrakt, med to sæsoner mere.

– Der ligger et kæmpe potentiale i Sofie Bæk, og specielt i de sidste par kampe har vi set, at hun har formået at løfte sit niveau. Hun er en meget atypisk spiller, hvor hendes helt klare spidskompetencer er i kontraspillet og i mand-mand spillet, og det kunne vi godt tænke os at dyrke endnu mere. Jeg tror også at det er vigtigt for hende, at blive etableret i en klub over en længere periode, så hun får muligheden for at rykke sig nogle flere skridt, hvilket vil gøre, at hun uden tvivl vil komme ind omkring udviklingslandsholdet. Jeg mener at hun har potentialet til A-landsholdet, og så skal man huske på, at hun faktisk kun er 21 år, siger Jakob Andreasen, cheftræner i Silkeborg-Voel.

Netop det med alderen har også været en af grundene til, at man fra Silkebog-Voels side gerne ville have en ny underskrift fra Sofie Bæk, som Jakob Andreasen anser for en af de mest talentfulde spillere lige for tiden på hendes position.

– Det er selvfølgeligt vigtigt for os, at vi har nogle spillere, hvor vi kan se noget udviklingspotentiale og hvor de har mange år tilbage af karrieren, og det mener vi helt sikkert, at Sofie Bæk opfylder. Hun er en af de mest attraktive unge spillere der løber rundt lige nu, og vi er selvfølgeligt også tilfredse med, at vi kan formå at fastholde spillere som hende, der måske før i tiden var smuttet videre efter en enkelt sæson.

Sofie Bæk selv er også selv ganske godt tilfreds med sin nye kontrakt, og ser store muligheder i klubben og det projekt der er søsat, med et hold bestående af mange unge spillere samt et par rutinerede kræfter, til at binde det hele sammen.

– Jeg har valgt at forlænge, fordi jeg synes det er et spændende projekt, det har været nemt at falde til i klubben og jeg synes godt om spillestilen, som Jakob Andreasen står for. Jeg har fået opfyldt de ting som var stillet i sigte, og så må man sige, at den enes brød, den andens død, forstået på den måde, at Camilla Maibom jo desværre blev skadet, hvilket har betydet meget spilletid til mig. Så jeg har fået muligheden for virkelig at vise hvad jeg kan, og det synes jeg er gået godt, hvilket trænerne åbenbart også synes, så det har ikke været så svært i virkeligheden, at skulle forlænge, siger Sofie Bæk, og tilføjer:

– Jeg er glad for, at de mener, at jeg kan bidrage med noget fremadrettet, og det føler jeg også selv at jeg kan, samtidig med at min udvikling fortsætter, så jeg synes det er et godt match. Det har også været rart at komme til en klub, hvor der er styr på tingene, hvilket ikke altid er en selvfølge, så jeg har kun positive ting at fortælle om Silkeborg-Voel, fastslår hun.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com