Sofie Bæk: Presset er taget lidt af

I sidste sæson tørnede Sofie Bæk Andersen ud for Skive fH, hvor hun var udset til at skulle afløse Jane Schumacher, der skiftede til Randers HK, og det var et stort pres, fortæller Silkeborg-Voels nye playmaker.

Op til denne sæson er Sofie Bæk Andersen blevet en del af Silkeborg-Voels Boxer Dameliga-hold, og hun ser frem til at blive en del af noget nyt, og være med i en opbygningsfase. Hun ser også frem til, at hun igen kan være Sofie Bæk Andersen, og ikke den ”nye” Jane Schumacher.

– En af de ting der tiltalte mig ved klubben var, at jeg kunne se fra sidste sæson, at også de unge spillere fik tillid og spilletid, og det, sammenholdt med at det er et nyt hold, som jeg kan være med på fra start af, det gjorde at jeg valgte Silkeborg-Voel. Vi skal bygge et nyt hold op, som forhåbentligt over tid, kan komme på niveau med det hold, der spillede sidste sæson, men det kommer til at tage tid, og måske bliver det først næste år, at vi for alvor slår til, siger den unge playmaker til silkeborgvoel.dk.

Tiden i Skive fH var ikke nogen dans på roser, og der var på forhånd stillet store forventninger til hende, efter en fin sæson i SønderjyskE, hvor hun lyste op, i en ellers skuffende sæson for sønderjyderne. Hun formåede dog aldrig, blandt andet på grund af skader, at finde niveauet i Skive, hvilket hun også tilskriver presset fra omgivelserne.

– Der er ingen tvivl om, at det var et enormt pres, at skulle afløse Jane Schumacher i Skive, især for så ung en spiller som jeg (Sofie Bæk er 21 år, red) da hun (Jane Schumacher, red) jo var inde omkring landsholdet, og havde spillet godt for dem i et par sæsoner. Jeg bukkede lidt under for det pres og jeg følte virkeligt at det var hårdt, og derfor er det også helt rigtigt for mig, at jeg nu er skiftet til Silkeborg-Voel, siger hun og fortsætter:

– I Silkeborg-Voel er der Camilla Maibom, som jeg kan læne mig lidt op ad, og som har nogle ting, som jeg kan lære af. Vi supplerer hinanden godt, synes jeg, og så nyder jeg, at det ikke kun er mig der er playmaker, som tilfældet var i Skive. Presset er taget lidt af mig, og det nyder jeg.
Netop alderen gør også, at Sofie Bæk Andersen stadig har udviklingspotentiale, og det ser hun frem til, at få arbejdet med i Silkeborg-Voel.

– Nu har jeg tiden til at udvikle mig i rette tempo, fordi jeg netop ikke har det pres på mig, at der skal præsteres på top uge efter uge, for at vi kan vinde. Jeg er kun 21 år, og der vil gå noget tid, før jeg finder et stabilt niveau, blandt fordi at mit spil er lidt anderledes end mange andres, så jeg prøver at se lidt mere langsigtet på det. Derfor har jeg også skrevet 2 år med klubben, og så håber jeg meget, at det når at blive godt inden da, og måske kunne det så gå hen og blive til mere end de to år, lyder det fra Sofie Bæk Andersen.

BOOK BILLETTER
//]]>