Stephanie Andersen fyldte mandag 25 år, og en del af dagen fejrede hun sammen med håndboldspillerne fra Dybkær Specialskole, som hun blandt andet gav lidt målmandstræning.

For Stephanie Andersen giver det stor glæde at kunne give lidt til andre, som ikke har de samme forudsætninger i dagligdagen, som hun selv har. Derfor var det helt naturligt for hende at tilbyde sig selv som hjælpetræner, da hun ved en konfirmation i foråret faldt i snak med en af spillerne, som fortalte, at hun skulle til at spille håndbold på sin skole.

Håndboldprojektet på Dybkær Specialskole har kørt i snart halvandet år, og lærerne glæder sig over at se, hvor hurtigt eleverne har taget spillet med bolden til sig og forstået grundprincipperne i både at kaste og gribe, skyde på mål og spille sammen op imod målet.

Flere af eleverne har også deltaget i prøvetræningen med Silkeborg-Voels nyoprettede hold Handibold og endnu flere regner med at begynde på holdet efter sommerferien, fortæller en af holdets trænere, Mette.

Stephanie Andersen nød at bruge en times tid mandag eftermiddag med håndboldspillerne fra Dybkær Specialskole.

– Det var en rigtig god oplevelse at være med til en træning sammen med de her elever. Jeg kunne virkelig mærke, hvor engagerede de var i at spille og blive bedre. Det var rigtig fedt, så jeg håber bare, at de bliver ved, og at nogen af dem også begynder på klubbens hold efter ferien. Der er i hvert fald flere, som har en rigtig god forståelse for spillet, sagde ligamålmanden efter mandagens træning.

Stephanie Andersen gik ellers på ferie sammen med holdkammeraterne fredag aften, men den træningsivrige Silkeborg-Voelspiller glæder sig allerede til at komme i gang med forberedelserne til den nye sæson, når holdet mødes igen til første træning sammen med de nye spillere onsdag den 12. juli.

– Jeg håber lige, vi kan finde en ferie og komme lidt afsted, men ellers vil jeg bare gerne i gang med træningen igen, siger Stephanie Andersen med et smil, der fortæller, at hun nok burde slappe lidt af og nyde ferien.

Det ligger dog ikke til hende, så feriedagene bruges på hård træning i eliteSilkeborgs træningscenter, hvor hun glæder sig over at have en enkelt holdkammerat hjemme.

Jette Hansen har læst til eksamen og blev tirsdag færdiguddannet læge fra Aarhus Universitet, så de to kan se frem til et par ugers træning om kap og måske lidt afslapning. I hvert fald indtil Jette Hansen også rejser på ferie i Thailand den 29. juni.

I videoen herunder kan du se udpluk fra træningen mandag eftermiddag, hvor Stephanie Andersen indgik.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com