Silkeborg-Voel var tæt på at overraske stort, da holdet i aftes var lige ved at få hentet et truende stort nederlag til ligaens nummer et fra Nykøbing Falster. Resultatet blev 26-27 i en kamp, hvor hjemmeholdet var bagud 8-14 ved pausen.
Trods ærgrelsen over ikke at få det ene point med, spillerne jagtede især de sidste ti minutter af kampen, var der alligevel masser af positivt at tage med, mente målvogter Stine Bonde.
– Vi er selvfølgelig helt vildt ærgerlige over ikke lige at få hentet det sidste mål og snuppe bare et enkelt point efter den afslutning, vi får på kampen. Men jeg synes, vi skal fokusere på at glæde os over anden halvleg, hvor det meste faktisk lykkes for os. Kunne vi have spillet så godt i hele eller bare lidt mere af kampen, kunne vi have drillet dem endnu mere. Vi var tæt på at drille dem rigtig meget, vi har chancerne til det. Men jeg synes, det er positivt den måde, vi kommer ud af det på, selv om det er rigtig tarveligt og stå uden point, når man er så tæt på, sagde Stine Bonde efter kampen fredag aften.
Jane Schumacher fortalte inden sidste træning, at det gjaldt meget om, om holdet kunne holde de indbyrdes aftaler, og den del synes Stine Bonde faktisk, gik helt okay. Problemet var den onde cirkel, holdet kom ind i midt i første halvleg, hvor Nykøbing Falsters kontramaskine kørte som smurt.
– Vi bliver dræbt lidt på kontra i første halvleg fordi vi får lavet dårlige afslutninger. Så vi får ikke stået ret meget i forsvar i den periode, og det er, når vi får lov at stå i forsvar, at vi bliver rigtig gode. Så kan vi få dem lukket ned og trykke dem den anden vej med vores kontraspil. Og det er det, der lykkes rigtig godt i anden halvleg, forklarer den formstærke målvogter, der selv stod med en redningsprocent tæt på 40 fredag aften og spillede en stor rolle i at holde hjemmeholdet inde i kampen til det sidste.
Hele tre gange i løbet af de sidste ti minutter af kampen har Silkeborg-Voel mulighed for at få udlignet, men to brændte skud og en fejlafleveringer reddede Nykøbing Falster, der scorede det sidste mål med tre minutter igen.
– Vi skulle ikke være kommet bagud med seks mål i første halvleg. Det blev lige lidt for meget til at få det hentet. Men de tre brændte chancer ser lidt værre ud og føles mere ærgerligt end det måske i virkeligheden er, når det kommer så tæt på. Vi får hentet fem mål på tyve minutter efter pausen og har så ti minutter til at vende kampen. Derfor føles det lidt tarveligt, når det ikke lykkes, indrømmer Stine Bonde og tilføjer:
– Men vi skal bare fokusere på den måde, vi kommer ud af den her kamp på. Vi har tidligere haft lidt svært ved at få hentet de store føringer til vores modstandere, og det synes jeg vi kommer godt igen på i dag. Det sidste kvarter af kampen er der i virkeligheden meget høj spænding, og det er en fed kamp at spille.
De godt 1000 tilskuere til fredagens kamp var da også gode til at skabe stemning og støtte pigerne helt til det sidste.
Heldigvis får Silkeborg-Voel en ny chance mod ligaens andet førerhold, Odense Håndbold i Santander Cup kvartfinalen. Kampen spilles i JYSK arena tirsdag aften kl. 20.30.
Kampen er en del af dobbeltarrangement med BSV, som møder Mors-Thy kl. 18.30. Billet til den ene kampen giver også adgang til den anden kamp med en ståplads.
Book billet til Silkeborg-Voels kvartfinale mod Odense Håndbold (og få samtidig adgang til BSV vs. Mors-Thy) her: BILLETSALG