Silkeborg-Voels 2. divisionsdamer hentede en flot hjemmesejr i holdets sidste kamp inden julepausen. Sejren blev på 26-16 over Kolding HK efter føring 13-8 ved pausen.

Stine Bonde fra ligaholdet vogtede målet, og hun var stærkt medvirkende til sejren med 18 redninger. Altså landede hun på en redningsprocent på over 50.

“Det var en fin kamp, hvor vi havde et godt overtag til mere end en 10-målssejr. Vi kunne godt have ført med 10 mål allerede ved pausen. Det er klart, at Stine Bonde gør en forskel med 18 redninger. Det giver også nogle kontramål”, siger træner Stig Bendtsen.

Med sejren slutter holdet lige over midten af rækken efter første halvdel af turneringen.

“Det er fedt at gå til pause med en sejr, for det er den, man husker indtil næste kamp, som vi har i januar. Vi ligger pænt placeret nu, for i den her række ser vi jo altid nedad, da vi ikke har muligheden for en oprykning”, siger Stig Bendtsen, der roser hele holdet.

Målscorere: Jane Mejlvang 6, Natasja Andreasen 5, Lise Lauritsen 4, Nanna Georgi 4, Kathrine Mikkelsen 2, Iben Høgh 2, Marlene Dahlmann 2, Josephine Quelle 1.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com