Silkeborg-Voels nederlag til Horsens i forrige kamp blev vasket væk mod Skanderborg, selv om det krævede mere knofedt end godt spil.
I slutfasen af Liga-kampen var der optræk til spænding, da Skanderborg kom på 19-17, men derfra lukkede Silkeborg-Voel dog kampen og vandt med 22-17.
Det var ikke mindst takket være en forrygende indsats i målet af Stine Bonde, der til trods for at hun fik bolden i hovedet, stod en blændende kamp med en redningsprocent på 53.
Starten blev famlende med Horsens-kampen i baghovedet. Der var flere fejl og uprovokerede afleveringer ud over sidelinjen. Dog af begge hold. Alligevel lykkedes det Silkeborg-Voel at komme foran med fire mål 9-5 og ved pausen med 12-8.
Forsvaret fungerede, når spillerne kom hjem “på buen” med Rikke Iversen som stærkest i det billede. I angrebet bød Helene Kindberg ind trods et par afbrændere. Rikke Iversen sled også på stregen.
U19-spilleren Natasja Andreasen fik meget spilletid og afslørede godt blik for indspil.
Med sejren lagde Silkeborg-Voel to points afstand til Aarhus Håndbold og er fortsat på sjettepladsen.
Træner Jakob Andreasen glæder sig over to point.
” Vores defensiv er rigtig fin. Vi får Skanderborgs afslutninger derhen, hvor vi gerne vil og hjælper Stine Bonde. Så kigger vi op på måltavlen og ser, at vi “mangler” fire mål. De er smidt væk på tekniske fejl og brændte chancer. Der er selvfølgelig noget, vor skal gøre bedre og have mere ud af vores kontraspil”, siger Jakob Andreasen.
På onsdag venter en langt sværere opgave i Odense.
HTH-Ligaen:
Silkeborg-Voel – Skanderborg 22-17 (12-8)
Målscorere for Silkeborg-Voel: Helene Kindberg 5, Hege Bakke Wahlquist 4, Rikke Iversen 4, Lea Hansen 3, Louise Ellebæk 2, Jane Mejlvang 2, Mathilde Kristensen 1, Mathilde Sørensen 1(1).
Topscorer for Skanderborg: Sidsel Mejlvang 3.
Udvisninger: Silkeborg-Voel: 4, Skanderborg 2.
Stillinger undervejs: 0-1, 2-3, 6-3, 6-5, 9-5, 9-7, 10-8, 12-8, 12-10, 14-10, 16-11, 16-13, 18-14, 18-16, 20-17, 22-17.
Tilskuere: 625