Det var et sejrstørstigt midtjysk hold, der var rejst mod Odense onsdag eftermiddag, og det var tydeligt at mærke lige fra kampen blev fløjtet i gang klokken 19.15. Trods føring i 50 minutter endte det desværre ikke med point til Silkeborg-Voel.
Efter to minutter havde de – i dag – lyseblå piger bragt sig foran med 3-0, men kort efter kom Odense Håndbold på måltavlen med deres første mål. Det var især Stine Skogrand, der viste sig fra sin stærke side i angrebsspillet lige fra begyndelsen af første halvleg, da hun efter fem minutter havde bragt de midtjyske piger foran med 5-3.
Lige så stille begyndte Odense Håndbold dog at score mål, og efter syv minutter udlignede de til 5-5, men Silkeborg-Voel scorede hurtigt det næste må, og cirka halvvejs inde i første halvleg var vi foran med 10-6. Derfra begyndte der at gå lang tid mellem scoringerne hos begge hold, og med fem minutter tilbage af første halvleg var stillingen 13-8 til Silkeborg-Voel.
Inde i målet var Stine Bonde også klar til at tage nogle vigtige bolde, hvilket var med til at holde presset fra Odense Håndbold, der viste sig noget stærkere i løbet af anden halvleg. Og med 10 minutter tilbage af kampen havde Odense bragt sig tættere på en udligning med 21-19.
Derfra begyndte Odense Håndbold at have overtaget i kampen og Katrine Heindahl scorede til 21-20. Heldigvis var Hege Bakken Wahlquist hurtig på fløjen og fik os igen foran med to mål, men med fire minutter tilbage holdt den ikke længere. Odense Håndbold kom foran med 22-23. De holdt på bolden resten af kampen og endte med at vinde 24-25.
Nu har pigerne et par dage til at ryste skuffelsen af sig, for på lørdag gælder det anden runde af EFH Cup, hvor vi møder franske E.S Besancon Feminin i JYSK arena klokken 15.00.
Kampfakta:
HTH GO Ligaen, 6. spillerunde. 11. oktober 2017 klokken 19.15
Silkeborg-Voel KFUM – Odense Håndbold: 25 – 24 (14-10)
Odense Håndbold: Suzanne Bækhøj, Freja Cohrt, Susanne Madsen, Jessica Da Silva Quintino, Mette Tranborg, Kamilla Kristensen, Pearl Van Der Wissel-Nielsen, Trine Østergaard Jensen, Nadia Offendal, Stine Jørgensen, Mie Højlund, Kathrine Heindahl
Cheftræner: Jan Pytlick
Silkeborg-Voel: Hege Bakken Wahlquist, Sofie Bæk Andersen, Rikke Iversen, Jette Hansen, Lea Hansen, Louise Lyksborg, Stine Bonde, Anna Sophie Okkels, Camilla Fangel og Stine Skogrand
Cheftræner: Jakob Andreasen
Mål for Silkeborg-Voel: Stine Skogrand 8, Anna Sophie Okkels 7, Hege Bakken Wahlquist 3, Louise Lyksborg 2, Jette Hansen 2, Rikke Iversen 1, Camilla Fangel 1
Topscorer for Odense Håndbold: Nadia Offendal
Advarsler: OH: Stine Jørgensen, Susanne Madsen, Kamilla Kristensen – SIL: Camilla Fangel, Louise Lyksborg, Stine Skogrand
Udvisninger: OH: Jessica Da Silva Quintino, Nadia Offendal – SIL: Stine Skogrand, Camilla Fangel 1