Tilfreds træner bevarer håbet om Final Four

Aftenens 38-24-sejr over Vendsyssel bød på mange gode elementer og resulterede i både en kvartfinaleplads og en aldeles tilfreds cheftræner.

– Når man scorer næsten 40 mål på en kamp, og kun lukker godt det halve ind, må man bare konstatere, at det ser godt ud i begge ender. Jeg kan godt glæde mig over, at vi i en sådan kamp formår både at lave mange mål og samtidig lukke godt af i forsvaret, siger Silkeborg-Voels cheftræner Jakob Andreasen i bussen på vej tilbage mod det midtjyske.

Cheftræneren fremhæver kampens topscorer Trine Troelsen som særligt imponerende i dagens kamp.

– Trine (Troelsen, red.) viser god skarphed i kampens første minutter og skaber et vigtigt overtag allerede hurtigt i kampen. Senere giver hun god plads til, at også stærke målskytter som Stine Skogrand og Freja Cohrt fik sat nogle bolde ind. Mange spillere laver faktisk mange mål i dag, og det er rigtig positivt, konstaterer Jakob Andreasen og henviser blandt andet til Danilla Dragojevic, der over en meget kort periode i kampen laver fem mål.

Nu gælder det kvartfinalen, som kan give en plads i Final Four, som er et af sæsonens helt store mål.

– Nu er vi bare glade for at skulle spille en sindssygt vigtig kamp om at komme med i Final Four, som vi virkelig håber meget på i år, siger Jakob Andreasen og understreger, hvor meget man i Silkeborg-Voel håber at få netop Final Four til Silkeborg i år.

Kvartfinalen skal spilles den 2. november, og Silkeborg-Voels modstander findes ved lodtrækning den 15. september.

BOOK BILLETTER
//]]>