Silkeborg-Voel var her til aften på besøg i Viborg Stadionhal, hvor Viborg HK holder til, og hjemmeholdet var ikke specielt gæstfrie, og vandt derfor en kneben sejr på 30-28, efter 16-15 ved pausen.
Kampens helt store oplevelse, set med Silkeborg-Voel briller, var endnu engang Trine Troelsen, der spillede hele kampen, og var omdrejningspunktet i det meste af det holdet foretog sig. Hun scorede såmænd også 10 mål, så hun fik endnu engang sat en tyk streg under, at hun er holdet ”Tor Jäger”.
Hun var dog ikke helt tilfreds med holdets indsats i forsvaret, der også til tider havde det lidt svært, blandt andet fordi Mathilde Bjerregaard ikke var med i dag, grundet en skade i skulderen, der holder hende ude de kommende 6-8 uger.
– Problemet er jo ikke vores angrebsspil, der var ganske godt, men derimod vores forsvar der sejlede rundt. Vi bliver alt for stillestående og der kommer for meget plads i mellem os, og så har vores keepere jo ikke en jordisk chance, og det er helt klart noget vi skal have arbejdet med, også nu hvor Mathilde Bjerregaard er ude, siger Trine Troelsen til silkeborgvoel.dk og fortsætter:
– Vi har masser af gode folk i forsvaret, så det er jo ikke kun på grund af Bjerregaards fravær, at vi taber, men det er klart at vi lige skal vende os til, at hun ikke er der lige foreløbigt.
Til gengæld var der debut til Michaela Ek, der scorede tre gange, og Camilla Maibom var tilbage efter en langvarig skade, og det var venstre backen særdeles glad for, og var også godt tilfreds med sin egen indsats.
– Det er dejligt at vi har fået en ekstra venstrehåndet spiller med og at Camilla Maibom også er klar igen, så vi har nogle flere ressourcer, så det er virkeligt dejligt at have dem tilbage. Det var rart at komme i kamp igen efter en lang pause, så det var dejligt at spille igen, men selvfølgelig havde det været sjovere med en sejr, lyder det fra Trine Troelsen.