Søndag den 30. september tager Silkeborg-Voels U16 piger hul på 1. division med udekampen mod Fredericia HK. Det sker kl. 14.15.
Der er store forventninger til klubbens meget talentfulde U16-hold.
”Vi er seedet som toer i Jylland, og vi har en klar forventning om, at vi skal spille Liga efter jul”, siger cheftræner Tor Mathiassen.
“Vi er seedet til DM-slutspil, men der er mange ting, der kommer til at afgøre, om det lykkes. JHF forsøger at gøre alle divisions-puljer lige stærke, men det er ikke altid sådan, det kan blive. Der bliver også taget hensyn til geografien. SINES Løgumkloster og Sønderjyske vil således aldrig komme i pulje med Strandby/Elling ved Frederikshavn”, siger Tor Mathiassen.
Det er et spændende hold, han har at arbejde med, og klubben har formået at kunne holde på stammen af spillere fra sidste sæson. og der er kommet nogle nye til.
”Der er kommet en højre back fra Brøndby, Carla Thomsen, der går på efterskole i Silkeborg, og der er kommet en playmaker/venstre back, der også går på efterskolen. Hun spillede 1. division i Vejle i sidste sæson. Der er også kommet en ekstra målvogter, som sidste sæson spillede 1. division i Vendsyssel. Desuden er der kommet en højre back/højre fløj fra Hammel. Det er dygtige spillere alle sammen, og det er spillere, som jeg har haft kontakt til”, siger Tor Mathiasen.
Han glæder sig over den gode bredde, der er i truppen.
”Vi er en trup på 14-15 spillere, som kan begå sig på et 1. divisionshold. Det er klart, at vi ikke kan have alle med hver gang, men så er det de bedste, der spiller. Træningsniveauet er højt, og der er mange, som byder ind”, siger Tor Mathiassen.
Seks spillere er med til DHF-talenttræning. Det er tre førsteårs, født i 2003: Venstre fløj Mille Lejsgaard, højre back Laura Abild Nielsen og stregspiller Josefine Videbæk. Og det er tre andetårs, født i 2002: Målvogter Catrine Næss-Schmidt, højre back Carla Høck Thomsen og venstre fløj Maja Laursen.
” Forberedelserne har været ok, men med U16 kan det være svært, for der er nogle spillere, der går på college og træner der. Nogle går på Silkeborg Efterskole og træner på et andet tidspunkt der. Desuden er der nogle spillere, som går på talentteam, 7.-9. klasses eliteprojekt, og træner der på et tredje tidspunkt. For at spillerne ikke har for mange træninger på en uge, er det en kabale, som skal gå op.”
”Jeg skal jo gerne have dem alle sammen på en gang mindst to gange om ugen. College-spillerne bliver også matchet med U18-spillerne, og det skulle gerne give noget ned til U16-spillerne. Vi er fysisk rigtig godt med i år, men det er dygtige spillere, som også er godt med på teknik og boldbehandling”, siger Tor Mathiassen.
Silkeborg-Voel er i pulje med Team Esbjerg, Sønderjyske, Fredericia HK, HEI/VRI og Ikast Håndbold.