U16 pigerne i 1. division måtte se sig besejret på hjemmebane med 23-24 efter 12-12 ved pausen af HEI/VRI, der før kampen i Voel-Hallen ligeledes havde maksimumpoint.
Silkeborg-Voel fik en glimrende start på kampen og førte 4-1 efter fem minutter, men herefter blev kampen tæt bortset fra det sidste kvarter. Her kom gæsterne foran med både 17-22 og 19-24, inden det lykkedes Silkeborg-Voel at komme tæt på.
” Vi var endda tæt på at komme på 24-24 og havde også bolden i mål. men det blev underkendt med en skridtkendelse”, siger træner Tor Mathiassen.
Han peger på flere faktorer, som afgjorde kampen.
” Vi lavede for mange tekniske fejl, og det skyldes, at relationerne imellem spillerne på et hold med mange nye, ikke er på plads endnu. Det er noget, vi skal arbejde videre med. Dertil kom, at vi brændte alt for mange chancer. Vi ramte heller ikke vores topniveau, og det skal man i sådan et opgør”, siger Tor Mathiassen.
Gæsterne fra HEI/VRI derimod lavede færre tekniske fejl. og spillerne på det hold kender hinanden godt ved at have spillet sammen i flere sæsoner.
Topscorere for Silkeborg-Voel: Carla Høck 6, Mathilde Arvé 4, Maja Laursen 3, Laura Abild 3, Nicoline Holden 3.