U18 pigerne tog hul på Ligaen onsdag aften i Voel-Hallen med et nederlag på 22-23 til Aarhus United. Pausestillingen var 10-10.

Det blev et tæt opgør, der det meste af tiden var med skiftende føringer på et eller to mål til henholdsvis det ene eller det andet hold.

Men med otte minutter igen bragte Aarhus sig foran med 18-22. Det lykkedes Silkeborg-Voel at kæmpe sig tilbage, og ved stillingen 22-23 havde hjemmeholdet bolden, men fik ikke udlignet.

” Forsvarsmæssigt var der godt styr på det, og der var flere fine redninger af Nicoline Poulsen Kirk i målet, men vi scorede for få mål, og vi fik ikke udbytte af forsvarsspillet til at score på kontraer”, fortæller træner Thomas Harlev.

” Der var heller ikke den “automatisme” i vort spil, som der skal være. Der manglede flow i spillet. Vi er naturligvis skuffede, og når man taber med kun et mål, kan man sidde og finde alle de ting, der kunne være anderledes. Men i Ligaen skal man præstere hver gang og træffe de rigtige afgørelser. Her kan alle slå alle, og her kan alle tabe til alle. Nederlaget var et wake-up call til os. Vi kan ikke snakke os ud af det, vi må tilbage til træningen for at komme videre”, siger Thomas Harlev.

Topscorere for Silkeborg-Voel: Emma Laursen 8, Natasja Andreasen 5, Rikke Jochumsen 4.

Næste kamp er på udebane mod Skanderborg søndag den 13. januar kl. 17.00.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com