Fire kampe, fire sikre sejre. Det er tilstanden for Silkeborg-Voels U18 piger i 1. division. Torsdag aften vandt holdet på udebane 28-33 over Aarhus United. Holdet indtager dermed sikkert førstepladsen.
“Det var en rigtig god sejr, for vi havde tabt i en træning skrap til Aarhus forud for sæsonen”, siger træner Thomas Harlev.
Sejren i Aarhus blev grundlagt i første halvleg.
“Vi spillede en forrygende første halvleg og førte med 11-22 ved pausen. Vi spillede virkelig klogt og disciplineret og med ganske få tekniske fejl. Vi dækkede godt op, og alle spillere bød ind. Det var en flot indsats hele vejen rundt. I pausen aftalte vi, at vi skulle fortsætte, men Aarhus kom med et noget andet udtryk til anden halvleg”, siger Thomas Harlev.
Aarhus kom tættere på, men sejren kom ikke i fare.
“Vi er glade for sejren, men det er lige så vigtigt for os, at spillerne kommer med det rigtige udtryk. Og det gjorde de. Alle turde tackle, og alle turde gå mod mål, når chancen var der. Ros til hele holdet”, siger Thomas Harlev.
U18-holdet var endda uden stregspilleren Naja Frøkjær-Jensen, som var med Liga-holdet til kampen torsdag aften mod Odense.
Topscorer for Silkeborg-Voel var Natasja Andreasen 8, Camilla Faartoft 8 og Rikke Jochumsen 7.
BSV Bjerringbro-Silkeborg Voels U18 drenge i 1. division tabte derimod torsdag aften med 24-18 på udebane til HF Mors.