U18 pigerne sikrede sig søndag forårets første sejr. Det skete, da de på hjemmebane i Voel Hallen besejrede Ribe HK med 25-23 i et spændende opgør.
Sejren var en forløsning for pigerne, der virkelig går til den til træning.
– Vi har haft fokus på, at det kræver stenhårdt arbejde til træning, hvis vi skal være med i 1. division, og hvis vi skal vende den dårlige stime, som holdet har været inde i. Der findes ikke noget quick-fix, men vi skal knokle hvert minut til træning, siger træner for U-18 pigerne, Thomas Harlev.
Han og pigerne var lettede over, at den hårde træning søndag bar frugt.
– Vi har trænet sindsygt godt de seneste 14 dage, og i dag viste det, at det lønner sig. Vi er glade for sejren i dag, og vores hårde arbejde i træningslokalet viser, at vi når vi arbejder hårdt, så udvikler vi os og vinder håndboldkampe. Hele holdet præsterede i dag og de fortjener stor ros for indsatsen i kampen, og for det hårde træningsarbejde, understreger Thomas Harlev.
Med sejren er der et godt fundament at bygge videre på for pigerne.