Silkeborg-Voels U18 piger kunne ikke gentage succes’en fra weekendens Liga-kamp mod Horsens HK, da de to hold tørnede sammen mandag aften i Dagnæshallen i Jyske Elite Cup-semifinalen.
Holdet tabte med 21-17 efter 13-8 ved pausen.
” Det var en klassisk “stolpe ud-kamp”. Vi brændte simpelthen for mange chancer. Alligevel fik spillerne ros for at vise god moral og kæmpe videre. Og vores forsvar var udemærket”, siger træner Thomas Harlev.
Det var også godkendt at holde Horsens ned på 21 mål; deraf kun otte i anden halvleg.
“Da der manglede 10 minutter af kampen var vi bagud med fem mål, men pigerne fortsatte med at kæmpe”, siger Thomas Harlev, der holder fast i de gode ting, der var at tage med fra kampen.
“Selvfølgelig ærgrer vi os over at tabe, og der er noget, som vi skal blive ved med at træne. Men der var god moral – trods modgangen”, siger træneren.