Her midt i EM travlheden for herrer, så er det alligevel rigtig dejligt igen at kunne invitere til hjemmekamp i HTH GO Ligaen.
I sidste runde fik vi en dejlig sejr i København mod Ajax. Det var også nødvendigt, hvis vi, som målsætningen er, skal spille os i slutspillet, når de 22 runder er afviklet. Der er ingen tvivl om, at vi i de næste runder ikke vil være favorit i kampene, men lidt “bonus” point kunne være fantastisk at sætte på bogen.
Der er ingen tvivl om, at vi i dag skal op imod et klassemandskab, men vi har før drillet de bedste hold i JYSK arena, så hvorfor ikke igen i aften?
Generelt er der bedring på vej i truppen, og vi bliver flere til træning i dagligdagen. Derfor håber vi meget, at vi kan toppe holdet til de sidste 4-5 spillerunder i turneringen, hvor meget ser ud til at skulle afgøres.
Hvis man er interesseret i andet end ligabold, så kan det anbefales at kigge forbi Voel Hallen en dag, når vores mest talentfulde piger i U16 og U18 ligaen spiller. Forleden spillede begge hold hjemme, og det var to fantastiske kampe foran cirka 300 tilskuere, så en klar opfordring til at kigge forbi og se morgendagens talenter i grønt. Vores U18 piger ligger til bonusinfo på førstepladsen i rækken.
Ellers er det bare at byde alle velkommen i JYSK arena, og jeg håber alle er med til at skabe en festlig ramme om dagens kamp.
Mikael Bak – adm. direktør