Silkeborg-Voel skal fredag aften ude mod Aalborg forsøge at følge op på succes’en med sejren over Aarhus, der i fredags sikrede en slutspilsplads mellem de otte bedste hold i HTH Ligaen. Holdet ligger i øjeblikket på en sjetteplads. Men det er for en kamp færre end de omkringliggende hold.

” Vi jagter stadigvæk femtepladsen i stedet for en sjetteplads eller en syvendeplads eller ottendeplads. Det ved vi ikke endnu. For at få det maksimale ud af vores turnering, så lægger vi os ikke ned på ryggen i de sidste fire kampe”, siger ligatræner Jakob Andreasen.

De sidste fire kampe i grundspillet er mod Aalborg ude, København hjemme på tirsdag, dernæst Team Esbjerg ude og Viborg hjemme. De to sidste kampe ligger først i april.

” Vi har en drøm om, at vi kan slå Aalborg. Men vi har også en drøm om, at vi kan slå København i næste hjemmekamp på tirsdag. Pigerne virker skarpe og motiverede til at kunne vinde”, siger Jakob Andreasen.

Efter holdets seneste kamp mod Aarhus, hvor det lykkedes at vende 11-17 til sejr 29-25,  kan alt vel lade sig gøre??

” Eller alt kan gå i stykker. Vi er et sted, hvor vi stadigvæk springer mellem himmel og hav. Succes og fiasko. Men indstillingen er god, og vi har ikke tænkt os at slå op i banen nu”, siger Silkeborg-Voel-træneren, der kan glæde sig over en fuldstændig intakt spillertrup.

” Det er en måned siden, vi har kunnet træne med hele truppen  og spille seks mod seks til træning med alle spillere klar”, siger Jakob Andreasen.

Målvogter Filippa Idéhn er i hvert fald tilbage. Det viste hun senest mod Aarhus.

“Hun er ikke set i bedre form i vores klub end netop nu. Det siger hun også selv. Hun havde ondt i knæet hele sommeren, og hun kom til Silkeborg i en forfatning, som hun ikke skulle være i. Vi kan mærke, at hvis vi rammer vores forsvar, så står Filippa godt, og så kan vi slå alle hold”, siger Jakob Andreasen.

I efterårets kamp mod Aalborg på hjemmebane vandt Silkeborg-Voel med 29-28, og Aalborg har, selv om holdet ligger sidst og dermed til nedrykning, ikke tabt stort i sæsonen. Holdet har syv point ligesom  Skanderborg og tæt på Horsens, der kun er et point foran de to hold.

” Vi skal vise, at vi har et højere niveau, end det bundniveau, vi havde i starten af sæsonen. Vi starter med at vise, at vi kan slå Aalborg på udebane uden at komme i voldsomme problemer. Kan vi det, har vi så meget selvtillid, at vi er tophold fra nu af”, siger Jakob Andreasen.

Kampen i Aalborg spilles fredag kl. 19.30.

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com