Jakob Andreasen og Silkeborg-Voels ligadamer har siden årsskiftet været godt på vej mod en plads i det eftertragtede slutspil, hvor fire ud af de seks øvrige favoritter til pladserne er blevet slået betydeligt. Lørdag var det ligaens andenplads, Viborg HK, der blev udsat for Silkeborg-Voels effektive spil.
Hele 35 mål scorede Silkeborg-Voel, mens Stine Bonde, der vogtede målet det meste af kampen, blev noteret for en redningsprocent på imponerende 45 %. Det flotte spil og ikke mindst sejren kunne stadig mandag bringe store smil frem hos cheftræner Jakob Andreasen, der efterhånden godt tør sige, at slutspillet er inden for rækkevidde.
– Vi havde ikke turdet satse på at slå Viborg, men havde vi tabt den kamp, havde vi nok været presset til at skulle vinde vores fem sidste kampe. Det håber og tror vi selvfølgelig også på, at vi kan, men det kunne jo være rart, hvis vi kunne gå ind til den sidste kamp og vide på forhånd, om vi var købt eller solgt, siger Jakob Andreasen.
Når det lykkedes at vinde over Viborg – og endda så overbevisende, som det gjorde, så skyldes det ifølge cheftræneren flere ting.
– For det første lykkedes det fordi, vi spillede en god kamp, rent forsvarsmæssigt og samtidig var ekstremt effektive i den anden ende. Det er ikke ret ofte, at vi oplever, at et hold scorer 35 mål, så det kan vi godt være stolte af, siger Jakob Andreasen og tilføjer, at opbakningen fra byen heller ikke er helt uden betydning i en kamp som den mod lørdag.
– Vi peaker lige nu i Silkeborg-Voel. Opmærksomheden mod os stiger konstant i byen, og det kan pigerne mærke. Det smitter af på dem, at der er så god en stemning omkring os ude i byen, og at vi kan samle næsten 1500 tilskuere i JYSK arena, som vil bruge en lørdag eftermiddag på at heppe på os mod et af landets bedste hold, forklarer Jakob Andreasen.
Cheftræneren glæder sig meget over der glæder sig over den positive udvikling i og omkring klubben, som blandt andet har betydet, at erhvervsklubben lørdag måtte rykke ind i Hal B for at have plads til alle.
Torsdag venter der imidlertid holdet sæsonens hidtil sværeste opgave. FCM Håndbold på udebane. Det er samtidig den sidste kamp i grundspillet, hvor Jakob Andreasen ser Silkeborg-Voel som underdogs, og her håber Jakob Andreasen, at flere vil tage turen til Ikast og vise sin opbakning til holdet.
– FCM er en klasse for sig selv, som meget få kan hamle op med. Vi skal ikke bare være meget dygtige, men også ekstremt heldige at ramme dem på en af deres meget sjældne dårlige dage, hvis vi skal imponere på torsdag, lyder det ydmygt fra Jakob Andreasen.
På torsdag betyder en sejr ifølge Jakob Andreasen dog ikke succes eller fiasko. Her er målet primært at holde fast i det gode spil og presse FCM så meget, det er muligt. Og det har han fuld tillid til, at spillerne kan klare.
– Vi kommer med masser af energi efter en fantastisk start på året, hvor vi for alvor har spillet os ind i kampen om slutspillet og vist, at vi kan slå de fleste hold i ligaen, når bare vi spiller godt og spiller sammen. Vi har måttet revidere vores opfattelse af ligaen og af vores egen rolle i den. For to-tre år siden drømte vi om at blive et etableret ligahold. Nu er målet 100 % at spille sig med i slutspillet, understreger Jakob Andreasen.
Kampen mod FCM Håndbold spilles torsdag den 16. februar klokken 20.30, og der er fri entré og gratis popcorn til alle børn op til og med 15 år.