Silkeborg-Voels ligadamer er videre til kvartfinalen i Santander Cup og er dermed et stort skridt tættere på klubbens helt store ambition om at spille med i Final4 stævnet, som afholdes mellem jul og nytår.

Cheftræner Jakob Andreasen havde inden kampen forudsagt, at det ville være dumt at føle sig selvskrevet til sejren, og at det ville blive en svær opgave at slå Aarhus United på udebane i sæsonens første kamp med et så nyt hold som det, Silkeborg-Voel står med op til den nuværende sæson.

– Vi var helt forberedt på, vi ikke ville komme sovende i den kvartfinale. Vi møder et ligahold, som kommer med ekstremt meget fart og som har alt at vinde. Vi kommer med en forventning til os selv om, at vi bør vinde men samtidig en viden om, at det ikke ville blive let, starter Jakob Andreasen.

– Jeg må alligevel sige, at da vi er foran med seks mål ved 12-18 med 18 minutter igen, tænker jeg, at den skal vi køre hjem. Da vi er foran med to mål med 1 minutter igen, tænker jeg, at den skal vi køre hjem. Da vi er foran med 1 mål med 15 sekunder igen, tænker jeg, at den bør vi køre hjem. Men det gjorde vi ikke.

I den første forlængede spilletid nåede hjemmeholdet endda at være foran ved 27-26 i hele to minutter, før Sofie Bæk klarede uafgjort og sikrede holdet endnu ti minutter til at hente sejren hjem.

De ti minutter blev spillet med en bemærkelsesværdig holdånd og gennemsyrende gejst i begge ender. Stine Bonde diskede op med den ene redning efter den anden, og samtidig lykkedes skytterne nu bedre med at få bolden i mål. 4-2 vandt Silkeborg-Voel samlet set de sidste 2×5 minutter, og så havde hjemmeholdet ikke mere at trylle med.

– Det her kommer jeg til at gentage mange gange de næste måneder, men jeg er bare så glad for, at vi trods alt har viljen til at vinde og evnen til at hive os selv og hinanden op, når det gælder. Vi havde brugt to år på at spille vores gamle bagkæde med Sofie Bæk, Jette Hansen og Stine Skogrand rigtig godt sammen. Nu har vi haft en måned til at spille Sofie Bæk sammen med Susann Müller, Jane Schumacher, Louise Ellebæk, Helene Kindberg, Andrea West Bendtsen og Othilia Christensen. Så vil der komme fejl, og det kom der også i dag. Men vi lader os ikke slå ud, og det er der vigtige lærepenge i, understreger Jakob Andreasen.

I omklædningsrummet var Andreasen da heller ikke fedtet med roserne, og undede både spillerne en sodavand, en lur og for den sags skyld en fridag torsdag.

– For min skyld kan I lave hvad I vil i morgen, lød det med et glimt i øjet fra cheftræneren. Så længe det, I vil er at møde ind i Jyske Bank og få taget nogle brandgode billeder.

I morgen står den nemlig på den store fotodag i de spritnye spillertrøjer, der var kommet direkte fra trykkeriet til aftenens kamp.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com