Onsdag aften blev en hel del flere i Danmark klar over, hvem Christina Wildbork er, da hun med 8 mål mod Ringkøbing, bragede ud gennem skærmen på TV2 Sport.
Christina Wildbork skiftede op til denne sæson til Silkeborg-Voel fra AJAX København, hvor hun for alvor var på vej til at slå sit navn fast, andre steder end i Storkøbenhavn. Før sæsonen i AJAX, var hun en enkelt sæson i København Håndbold, som dog langtfra blev en succes, og det var der flere årsager til, men hun erkender ærligt, at hovedårsagen skal findes hos hende selv.
– Jeg skiftede fra VSH 2002 til København Håndbold i min første sæson som senior, og set i bakspejlet, så var jeg nok ikke helt klar til springet i en ligaklub. Matchet mellem mig og København blev aldrig godt, blandt andet fordi, at jeg havde for store armbevægelser og havde lidt for stor tiltro til mig selv. Der ud over var harmonien, i min optik, ikke den bedste på holdet, og sæsonen blev langtfra positiv for mig. Derfor var skiftet til AJAX perfekt for mig, og her fik jeg masser af spilletid, scoret en masse mål og tanket godt med selvtillid, efter en sæson der hvor jeg primært havde siddet på bænken, siger Christina Wildbork til silkeborgvoel.dk og fortsætter:
– Jeg kunne dog godt mærke til sidst, at jeg havde det for nemt, og var begyndt at springe over hvor gærdet var lavest, for eksempel til træning, hvor jeg ikke altid gav alt hvad jeg havde, fordi jeg ikke blev presset nok. Der var i bund og grund for lidt krav til en person som mig, der nok skal holdes lidt i kort snor, kommer det grinende fra hende.
Den korte snor mærker hun til gengæld i Silkeborg-Voel, hvor hun ikke længere er først i rækken, når det gælder spilletid, men hun føler sig overbevist om, at hun er kommet på sin rette hylde, og er tilfreds med rollen lige nu som andetvalg efter Trine Troelsen.
– I Silkeborg-Voel skal man virkelig yde en indsats, før man bliver belønnet, og slapper man af, så er der kontant afregning, så her bliver jeg holdt til ilden, og jeg kan i den grad mærke, at jeg flytter mig i den rigtige retning. Der bliver knoklet til træning og jeg kan ikke bare læne mig tilbage og slappe af, så det er den hårde måde lige nu, men jeg er sikker på, at jeg udvikler mig meget mere nu end jeg gjorde i AJAX. Jeg vil gerne gøre det rigtigt denne gang, og derfor tænker jeg, at Silkeborg-Voel er det helt rette sted for mig. Mathias og Jakob virker som nogle trænere, der er gode til at udvikle folk og flytte dem et skridt op ad, bare se med Jette Hansen og Anne Cecilie La Cour, så det håber jeg jo også på, at jeg kan få glæde af. Jeg får nogle nye øjne på mig, og så tror jeg at jeg har haft godt af noget luftforandring, til et sted hvor der måske ikke er så mange fordomme omkring mig, og det nyder jeg også meget, konstaterer Silkeborg-Voels nye “Tor Jäger”