Noget overraskende slog de grønne fra Silkeborg-Voel her til aften Team Esbjerg med 28-27, og dermed fik holdet to meget vigtige og flotte point på kontoen, på en dag hvor Stine Skogrand blev præsenteret som ny højre back i klubben.

Sidst de to hold mødte hinanden, var Team Esbjerg klart stærkest, men i dag, hvor Silkeborg-Voel manglede Sofie Bæk, Mathilde Bjerregaard og Camilla Maibom, på grund af sygdom og skader, var det de grønne fra Voel der ville det mest. Det var da også en meget glad Freja Cohrt, som silkeborgvoel.dk talte med efter kampen, hvor hun roste hele holdet og indstillingen for det flotte resultat.

– Det er ret vildt det her, og helt fantastisk at vi vinder over Team Esbjerg. De har et stærkt hold, og på papiret bør vi jo ikke kunne vinde, men vi ville det bare så meget, og vi blev ved med at kæmpe og slås over hele banen, og det afgjorde kampen til vores fordel. Jeg er bare så glad lige nu, og jeg synes virkelig at vi har lavet et stort resultat, siger Freja Cohrt.

Lige op til kampen fik holdet at vide, at hverken Sofie Bæk eller Camilla Maibom kunne spille, men det lod holdet sig ikke påvirke af, og Freja Cohrt sender også rosende ord mod Jakob Andreasen, der i følge venstrefløjen, er god til at få det optimale ud af sine ressourcer.

– Det var ikke nogen god optakt, med både Bæk og Maibom ude, men vi fik rykket rundt på det, og Jakob er bare god til at få sat os op til kampen, og få det optimale ud af dem der er til rådighed. Der er ingen tvivl om, at netop viljen og sammenholdet på holdet, bærer os rigtigt langt, og vi er et rigtigt godt miks, og det er så fedt at være en del af, fastslår hun og tilføjer:

– Det er virkeligt vigtigt med to bonuspoint, fordi det tegner til igen at blive særdeles tæt i ligaen, og jeg tror at det hele først bliver afgjort til allersidst, så at få point mod Esbjerg er meget vigtigt og også fordi at vi har tabt de to første kampe efter VM-pausen.

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com