Der er tit langt for en københavner til Jylland, nogle gange længere end den omvendte vej, men hvis man vil noget med en håndbold, så er det langt hen ad vejen i Jylland at det “sner” Christina Wildbork kom til Silkeborg-Voel op til denne sæson fra AJAX København, og har efter en god portion overvejelse nu valgt, at forlænge opholdet i klubben.

Christina Wildbork kom til Silkeborg-Voel efter en flot sæson i AJAX, men har til tider måtte sande, at skridtet fra 1. division til Primo Tours Ligaen er stort. Det har dog ikke slået den hårdt skydende back ud af kurs, og hun har derfor valgt at forlænge sin kontrakt med de grønne, så hun også er at finde i klubben efter sommerferien.

– Jeg har valgt at blive i Silkeborg-Voel, fordi det er det helt rigtige sted for mig at udvikle mit spil. Jeg har haft en rigtig god sæson, hvor jeg føler at jeg har rykket mig meget på det spillemæssige, men helt sikkert også på det personlige plan. Jeg er sikker på, at skal jeg fortsætte den positive kurve, som jeg er inde i, så er Silkeborg-Voel det helt rette sted at gøre det, siger Christina Wildbork og fortsætter:

– Jeg føler også, at jeg har fundet en tryghed i klubben, som man som ung spiller har brug for, og det kan jeg takke mine to trænere for, og i særdeleshed mine holdkammerater, som er helt fantastiske at være sammen med. En af dem der har været med til at rykke mig meget på banen er Trine Troelsen, som er god til at lære fra sig, og som jeg har lært meget af i denne sæson, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at skulle spille sammen med hende efter denne sæson.

Holdets cheftræner, Jakob Andreasen, er glad for at Christina Wildbork tager endnu en sæson i den grønne trøje, og ser frem til at være med til at udvikle endnu mere på det unge talent, der har potentialet til at blive en af profilerne i Primo Tours Ligaen.

– Wildbork har noget som vi har manglet tidligere, nemlig evnen til at stige til vejrs, og score langt ude fra, og det gør hende helt naturligt til en spiller, der er værd at arbejde videre med. Hun har stadig meget at lære, og hun kommer til at kæmpe for sin spilletid, men gør hun det, så har hun også evnerne og talentet til at komme langt, og det tror jeg helt sikkert på, at vi kan hjælpe til med. Der er langt hjem til København, men jeg synes at hun har vist den rette indstilling, og det skal hun bare fortsætte med, fordi så kan hun blive rigtig god, fastslår Jakob Andreasen.

 

PHP Code Snippets Powered By : XYZScripts.com