Der var ikke skyggen af utilfredshed at spore hos Jakob Andreasen i minutterne efter sejren over København Håndbold søndag eftermiddag.
– I dag lykkes tingene bare for os, fordi det fungerer mentalt for os alle. Det er bare sådan i sport, at det vigtigste sted at være klar, det er i hovedet. Hvis man ikke er det, så kan man sådan set have trænet nok så mange systemer og snakket taktik i flere timer, sagde en glad Jakob Andreasen kort efter sejrssangen i omklædningsrummet bag Silkeborg-Voels logo.
Her var det særligt den defensive indsats og sammenspillet, der bragte smil frem i cheftrænerens ansigt.
– Vi havde arbejdet på at lukke af for københavnernes skytter, så det er fedt at se, at vi kan gå ind og levere en holdindsats og overholde de aftaler, vi har lavet. Jeg synes, vi står rigtig godt defensivt og går langt for at lukke dem ned.
Den defensive indsats over for de stærke og dygtige Københavnspillere afspejlede sig også i de fire udvisninger, der blev givet til Silkeborg-Voels spillere. Omvendt lykkedes det også at presse gæsterne til at træffe endnu flere forkerte beslutninger og trække hele fem udvisninger i løbet af kampen.
Kampe vindes dog sjældent alene i forsvaret, og derfor var det også positivt for Jakob Andreasen at se effektiviteten af skud hos de skytter, man forventer at se mange mål fra.
– Vi ser for det første en Stine Skogrand, der viser, hvor farlig hun kan være for modstanderen, når hun lever op til sit potentiale. Det er sådan, vi håber at se hende meget mere, for så har vi i hende og Trine Troelsen to skytter, der faktisk mere eller mindre kan afgøre kampene for os. Derudover er det meget positivt, at vi scorer fra alle positioner i dag, og alle spillere på banen, bortset fra målmændene selvfølgelig, kommer på måltavlen, sagde Jakob Andreasen.
Nu har spillerne ti dages kamppause, inden Viborg HK venter ude den 12. oktober. De eneste tre spillere, der får kamptræning inden da, er Stine Skogrand, Freja Cohrt og Rikke Iversen, der er udtaget til landsholdskampe i forbindelse med Golden League i hhv. Esbjerg, Haderslev, Horsens og Kolding.