Debutanten Louise Ellebæk viste gode takter og gjorde sig med fire flotte scoringer positivt bemærket på venstre back. Også i forsvaret viste den unge U20-VM spiller fightervilje, hvilket også affødte både en advarsel og en tominutters udvisning.
Efter fredagens træningskamp mod Ringkøbing Håndbold har weekenden stået på sociale aktiviteter for Silkeborg-Voels ligadamer, som på nær en enkelt spiller omsider er ved at være fuldtallig. I dag er de tre U20-landsholdsspillere Emilie Ytting Pedersen, Louise Ellebæk og Helene Kindberg vendt tilbage i hallen efter VM i Rusland og to ugers sommerferie, og i morgen kommer Camilla Fangel hjem fra VM i Beach Håndbold – også i Rusland.
Til dagens kamp måtte Jakob Andreasen dog til gengæld undvære nytilkomne Jane Schumacher, som pådrog sig en mindre skade i inderlåret. Schumacher måtte derfor se kampen sammen med Hege Bakken Wahlquist og Mathilde Sørensen, der begge genoptræner efter operation i knæet, Andrea West Bendtsen og Othilia Christensen, der ligeledes udgik med mindre skader fra fredagens kamp og Louise Lyksborg, der venter barn til november.
Det var en utrolig lige kamp, som fra kampens første fløjt bølgede frem og tilbage mellem de to hold. Gæsterne havde overtaget de første syv-otte minutter, indtil Lea Hansen med sin første fløjscoring bragte de grønne piger foran ved stillingen 3-4. Føringen var dog kortvarig, og otte minutter senere er gæsterne foran med to mål ved stillingen 8-6. Men ligeså hurtigt vendte det igen med en stribe grønne scoringer, og så hed det 8-9 i jysk favør efter 21 minutters spil.
De sidste ni minutter af første halvleg bød mere eller mindre på skiftevis scoringer i de to ender, og da Storhamar få sekunder før pausefløjtet scorede til 14-13, blev det pausestillingen.
Efter pausen så vi et grønt mandskab med en tand ekstra kampgejst, og i løbet af meget få minutter var stillingen vendt, og så trak Storhamartræner Arne Senstad timeoutkortet ved stillingen 16-17. Den taktiske peptalk gav hurtigt udbytte for det norske mandskab, der med to hurtige scoringer generobrede overtaget og bragte sig på 18-17.
Silkeborg-Voel fik ellers generobret føringen ved 19-20, men så gik det i stå for de midtjyske piger. Samtidig trak de norske spillere godt fra, og midtvejs i anden halvleg var stillingen 26-21, efter en periode, hvor boldene hamrede ind bag Stephanie Andersen og samtidig strøg enten forbi mål eller ramte målvogteren i den anden ende.
Der skulle et straffekast til Susann Müller til for at bryde den seks minutter lange målpause, og med godt 11 minutter igen reducerede Rikke Iversen til 28-24. Kort efter løb Sofie Bæk og pyntede med tre hurtige scoringer yderligere på stillingen, og ved 29-26 så det næsten ud som et mindre comeback til Silkeborg-Voels nye hold.
Nordmændene fortsatte dog sejrskursen, og var med syv minutter igen foran med fem mål ved stillingen 32-27. Femmålsføringen varede ved trods flere reduceringer fra blandt andre topscorer Sofie Bæk Andersen, der med sine 11 scoringer må forventes at kæmpe med om topscorertitlen igen i den kommende ligasæson.
Kampen endte 37-32 i nordmændenes favør.
Nu venter to træningsdage, inden endnu en træningskamp på torsdag kl. 18 mod ungarske Dunaferr.
Kampen i tal:
Træningskamp: Storhamar Håndbold Elite – Silkeborg-Voel: 37-32 (14-13)
Mandag 30/8 kl. 17, Voel Hallen
Silkeborg-Voel: #2 Othilia Christensen, #3 Louise Ellebæk, #5 Emilie Ytting, #6 Lea Hansen, #7 Helene Kindberg, #8 Sandra Haugaard, #9 Sofie Bæk Andersen, #11 Rikke Iversen, #16 Stephanie Andersen, #18 #19 #20 Andrea West Bendtsen, #22 Stine Bonde, #23 Susann Müller
Cheftræner: Jakob Andreasen
Storhamar: #4 Malene Aambakk, #6 Elise Skinnehaugen, #7 Ellen Marie Folkvord, #9 Kristin Venn, #11 Tonje Enkerud, #12 Chana Masson, #15 Synne Fossheim, #16 Lea Løkken-Øwre, #21 Simona Szarková (2 min), #22 Betina Riegelhuth, #25 Guro Nestaker (adv), #116 Stine Liden
Cheftræner: Arne Senstad
Målscorere for Silkeborg-Voel: Sofie Bæk Andersen 11, Susann Müller 5, Lea Hansen 5, Louise Ellebæk 4, Rikke Iversen 3, Helene Kindberg 2, Rikke Jochumsen 2
Advarsler: Storhamar: Elise Skinnehaugen, Ellen Marie Folkvord, Guro Nestaker – Silkeborg-Voel: Louise Ellebæk, Susann Müller
Udvisninger: Storhamar: Simona Szarková – Silkeborg-Voel: Louise Ellebæk
Tilskuere: 80